Gennem byen en sidste gang
 

Før jeg dør vil jeg gerne slentre byen igennem en sidste gang

det skal være mit sidste beskedne ønske

jeg vil gå på mine fødder igennem min by

igennem København


som jeg har gjort så mange gange før

og jeg vil vide det er den sidste gang

og jeg vil vælge min rute med omhu

og jeg vil gå ned ad Istedgade eller Vesterbrogade


og gå ned ad alle de små solløse sidegader med alle deres nedlagte butikker

og jeg vil sé på alle antikvar-udstillingerne af gulnede gardiner og fedtede gasapparater

og jeg vil mærke lugten i næsen af kål og frikadeller og kartofler i hver eneste trappeopgang

og jeg vil rode i bogkasserne og jeg vil ingenting købe


og ikke fordi det er sidste gang

men fordi jeg aldrig roder i bogkasserne for at købe

men for at rode i dem og tænke på hvor kort og mærkeligt livet er

og jeg vil sé børnene lege i de små firkantede stenede forblæste baggårde


og jeg vil høre dem råbe til og efter hinanden

og jeg vil sé mødrene læne sig ud af køkkenvinduerne med deres svulmende barme

og kalde dem ind når maden er færdig

og ud af vinduerne vil der hænge tørresnore med familiens undertøj

og det vil blafre i vinden


og jeg vil gå igennem Vesterbros digterkvarter i skumringen

jeg vil slentre langs med Saxogade Oehlenschlägergade Kingosgade

og jeg vil gå ind et sted på et af værtshusene

måske Café Guldregn

og nyde en bitter dram og ikke andet

og så ud og videre


jeg vil slide mine såler flade den sidste slentretur i København

jeg vil sige farvel til min by

jeg vil sé alle Vesterbros arbejdere komme hjem i deres kedeldragter

mærket af dagens slid og sved

med en grøn Cecil i munden og et sammenfoldet Ekstra Blad i baglommen


... og jeg vil gå videre fra Vesterbro

jeg vil gå ind over Hovedbanegården

jeg vil passere den i gråt lys og den vil være lettere sløret

og den vil som altid ligne en gammel tårestribet film

og den vil skære i hjertet som den altid gør


dé sædvanlige sprittere vil sidde dèr og vente på ingenting

de unge blaffere vil stå der med deres rygsække og deres mælkekartoner

fortravlede og forjagede folk vil vente på deres forbindelser

familier vil komme med kufferter og barnevogne for at tage på week-end hos familien på landet

og jeg vil stille mig i et hjørne og blive overvældet

og ikke ville kunne gribe ind og heller ikke have lyst

bare blive overvældet af alt dette liv al denne mylder

fugtig i øjnene uden påviselig grund

og meget meget fjern


og når jeg har fattet mig vil jeg ryste mine frakkeskuldre

ryste Hovedbanegården af mig som en hund ryster sin våde pels

eller som når man kommer ud af biografen fra en film

jeg vil tænde en cigaret og gå videre ned ad Vesterbrogade til Rådhuspladsen

hvor alle flakser rundt mellem busser og biografer

og igen vil jeg bare stille mig

op ad en plakatsøjle


og stå og kysse alle i mit stille sind

da jeg ikke kan gøre det i virkeligheden

og jeg vil vide at her et sted på disse sten ligger hele mit liv og alle mine drømme

ganske som så mange andres liv og drømme

og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele

pakker det sammen og det brænder og rådner

som din cigaretpakke således også du


og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg

som neonlysene tændes over Rådhuspladsen

og lysavisen telegraferer sine nyheder

alting er så flygtigt og forbigående

som éns sidste slentretur i byen


og jeg vil gå ned ad Strøget som en skygge

og hele vejen ned vil jeg være ledsaget af mine venner

og alle jeg har elsket

og de vil alle være genfærd

og ingen andre end jeg vil sé de er der men det er de

og vi tager afsked med alting og hinanden

og vi er ikke sentimentale

men luften er fyldt af noget ingen véd hvad hedder eller er

og vi går dèr i tavs samtale

og hen imod Nytorv er de væk igen

alle skyggerne er smeltede

og selv fader jeg ud lidt længere nede

min sidste slentretur igennem byen er forbi

og en enkelt skygge mindre befærder gaden